Tak for mange herlige år med bæredygtigt, økologisk,
klimavenligt & utrolig velsmagende jersey-kød!
Pr. 1/1 2023 er vi – Henrik og Helle – stoppet med at levere økologisk jerseykød til private kunder og restauranter. Sammen med et par gode naboer har vi dog stadig en lille flok jerseystude, som græsser øen af til gavn for biodiversiteten om sommeren og nyder vinteren i vores klimavenlige og energiproducerende stald. Derfor er du også stadig velkommen til at kigge forbi og få historien om bedriften.
Vi har været i gang siden 2009, og det har været sjovt, udfordrende og givende. Sjovt, fordi omgangen med de levende dyr har givet mange gode oplevelser. Udfordrende, fordi de levende dyr ikke altid opfører sig på den måde, man helst vil have dem til. Givende, fordi det har været meget tilfredsstillende at udvikle et bæredygtigt, økologisk fødevareprodukt og samtidig styrke naturen og biodiversiteten på Glænø.
Historien om vores produktion er stadig relevant. Indtil for få år siden blev jerseytyrekalve aflivet i mælkeproduktionen, og det lykkedes os at forvandle “affaldsproduktet” til en prisbelønnet fødevare i topkvalitet. Og gårdens tilsvarende prisbelønnede stald er inspirerende for alle, der gerne vil bygge bæredygtigt, minimalistisk og smukt og samtidig hive energi til boligopvarmning ud af ensilagen.
Hvis du vil høre historien, er du altid velkommen til at kigge forbi på Toftegård. Bare ring til Henrik først på 42 147040.
– – –
En klassiker …
Lyst til at se lidt mere om vores produktion? Så kan du nyde denne fine film, som Slagelse Erhvervscenter fik produceret i efteråret 2019, da vi var nomineret til (og vandt!) Sydbank og SK Forsynings Klima- og Miljøpris.
|
Følg os på Facebook
Opdateret 01.02.2023